Nå er ikke poesi den delen av litteraturen jeg er mest befart i, men i det siste har jeg kost meg veldig med Sigbjørn Obstfelders
Samlede dikt, som kan anskaffes for en billig penge.
Jeg kan ikke huske om jeg leste noe av Obstfelder i skolen noen gang, så mitt møte med han (bortsett fra å ha sett flere titler i mine foreldrers bokhylle), kommer fra Jan Erik Volds framføring av
Jeg ser (her i samspill med bl.a. Chet Baker på den fantastiske plata Blåmann! Blåmann!).
Obstfelder publiserte bare én diktsamling mens han levde -
Digte - men Samlede dikt inneholder mye annet og. Her er
Venner, som innleder diktsamlinga:
VENNER
Bare en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik dengang,
nætterne, -
værelset med det kjælne tusmørke,
lampen, - den indiske buddha, -
Jacobsens byste i solhjørnet,
Wagnerportrætet!
Vi sad sammen i røgskyer,
vi drømte sammen om livet.
Den rigere sjæl, som fremtiden fængsled,
havde jeg,
det gladere hjerte, den varmere puls
havde du.
Du kom til at skjønne,
hvordan jeg var, ja, hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjæls blade,
å, min sjæls blade, de kunde visne.
Så sad vi sammen i drømskyer
og sligt stort, fagert syn, -
syn,
livsundren!
Livet!
En i uendelige baner sig slyngende stråle,
gjennem alle væsner, gjennem alle kloder,
en uendelig, - tonende -, ildspiral, -
som vi ikke kan se begyndelsen på,
og ikke enden på,
og ånd risler i,
og sole drypper af,
- sole i lyshav, sole i tankehav, -
en uendelig, - tonende -, ildspiral,
ude fra det kolde, ude fra det tomme,
ind mod det varmere,
ind mod det varmeste,
ind mod Gud -
Lyset!
Sfærer svinger, bølger bæver,
- der, hvor den ene
er,
var den anden, -
livceller svæver,
synker mod mørke, hæver sig mod lys,
livceller svæver,
hæver sig,
synker.
Ja, nætterne var lange og lyse.
Der var såmeget at tale om,
der var såmeget vakkert til -
solglød, vi længedes mod,
kvinder, vi vilde ofre vort blod.
Nætterne var så lange og lyse!
Men hav og tid skilte os,
og Vestens nætter er mørke.
Mangengang, når jeg våger og mindes,
er det, som det rører sig i det golde hotelrum:
Ansigtslinjer flakker i solhjørnet,
Jacobsens,
Buddha dukker frem af mørket . . . .
Tror
du,
tror
du, at venner mødes på nye kloder?
