Her kommer et bidrag fra fortiden, ført i pennen av den jærske legenden Arne Garborg:

Jeg er ikke Rationalist. Kun min Forstand er det; men hvad er Forstanden ... andet end en liden elendig Lygtepraas midt inde paa et stort, vidtløftigt Mørkeloft ?

Det i mig som føler og fornemmer, det er jeg. Det er Dybet, Havet, Uendeligheden i mig. Der nede bølger de Kræfter, af hvilke jeg er afhængig; men i Bunden af dette Hav er der underjordiske Forbindelser med Verdensoceanet.

Georg Jonathan er mig som en graaklædt engelsk Turist, der kjører op gjennem dunkle Dale med Lorgnetten paa Næsen og siger: der er et Vandfald; der kan anlægges Fabriker. Saa ser han ikke mer. Naar Solen skinner stærkt, siger han; al denne Solvarme maa kunne samles og nyttiggjøres. Det er den eneste Tanke han har i Anledning af Solen.

Men Vandfaldet er noget andet end de deri bundne Hestekræfter; Solen noget mere end en Dampovn!

Denne Forstandighed som breder sig og vil være alt, dræber og fornægter noget i mig. Det fineste i mig, det dybeste.

«Men i ethvert fald det unyttigste!» —

Nyttigt, — for hvem og for hvad ? Intet er saa unyttigt som Kjærligheden. Og dog behøver jeg bare at se en Hat af et vist Snit, og mit Væsen livner op som en Mimose under en Lysstraale. «Nytte» er et Dogme ligesom «Lykke» og «Sandhed»; det gjælder om at det forstaaes rigtigt og ikke for trangt.

Nyttigt er det som bringer os til at leve; at føie Livet. En Drøm er nyttig, hvis den er skjøn. Hvad Sandheden angaar, saa kan den ikke findes; og den Sandhed som kan findes er ligegyldig.

Fantasi, Farver over Livet, Rigdom i Fornemmelserne, Dybde i Existensen ... hvorfor skulde vi lade os skræmme af Ordet Illusion? — Næsten alt hvad der bringer os til at leve, at føie Livet, er eller beror paa Illusion.

De taageslørte Lier, den ensomme Sjø med sine Hav-frudrømme og sin Nirwanastilhed... Videnskaben kommer med sin Lygte og siger: Taagen er Vanddamp; Skoven er ikke andet end ti tusind Furutrær; Sjøen bestaar af saa og saa mange Kilogram Vandstof pius saa og saa mange Kilogram Surstof; Tilværelsen af Havfruer og Nirwanastilhed har ikke kunnet paavises ... Hvad kommer det mig ved?

For mig er «Sandheden» alligevel de taageslørte Lier og den ensomme Sjø med Havfrudrømme og Nirwanastilhed. Vandstoffet og Surstoffet er mig ligegyldigt.

Jeg vil drømme; jeg vil illuderes.